Om gud, FN, og det uhellige de har til fælles

Jeg har tidligere, i indlægget ”Det Religiøse Princip”, argumenteret imod helligdomskonceptet. Det hellige gøres indiskutabelt, bliver trukket ud af sin kontekst og gøres gældende i alle sammenhænge uden undtagelse. Havde man mulighed for at forudse alle eventuelle sociale udviklinger igennem tid og sted, ville sådant et helligdomskoncept være helt på sin plads. Da det desværre ikke er tilfældet, kræver det en pæn mængde hovmod og arrogance, for ikke at sige stupiditet, at formulere regler som til enhver tid forventes at være ufravigelige. Det er her demokratiet har sin styrke: alle love og regler kan i teorien til enhver tid revideres. De forskellige grupper, som tilsammen udgør den legitime uenighed som udspiller sig i demokratiske landes parlamenter, er garantien for at næsten ingenting betragtes som helligt af alle, og derfor kan næsten alt diskuteres i et demokrati. Langt fra ufejlbarligt, er demokratiet endnu den bedste styreform, mennesket har fundet på. I mine øjne er demokrati det, der ligger tættest på  begrebet helligdom, dog uden at jeg betragter det som helligt – for i visse ekstreme situationer er det nødvendigt at sætte demokratiet ude af spil.

Demokratiets styrke ligger altså i dets omfattende afvisning af helligdomskonceptet som eksistensgrundlag. Ikke desto mindre har de fleste af verdens demokratier skrevet under utallige konventioner, der højtideligt helliggør sig selv ved at benytte sig af retoriske strategier der påberåber sig eviggyldighed.

Never Say Never

Følgende eksempel vil nok af mange bliver set som politisk ukorrekt, forbryderisk, måske endda... blasfemisk? FN's konvention mod tortur fastslår at -

              ”Ingen særlige omstændigheder af nogen art, hverken krigstilstand eller trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur.”

FNs konvention mod tortur, artikel 2, stykke 2.

Ifølge denne tekst kan ingen omstændigheder af nogen art aldrig nogensinde være så ekstreme, at brug af tortur skal kunne komme i betragtning. Torturforbuddet bliver her helliggjort. Lad os antage en hypotetisk situation. Den 10. september 2001 finder amerikanske efterretningstjenester ud af, at der den følgende dag er planlagt et stort terrorangreb på amerikansk jord. De har endda fanget hjernen bag operationen, en vis hr. B. Under afhøringen nægter B. at samarbejde med sin udspørger. Uden FNs konvention mod tortur ville udspørgeren have stået foran et dilemma – at udøve vold på hr. B og sætte hans psykiske og fysiske helbred på spil på forsøget at redde uskyldige menneskers liv, eller at lade hr. B beholde sin ukrænkelige integritet og i bedste fald miste dyrebar udforskningstid, eller, i værste fald, mange menneskers liv. FNs Konvention mod tortur redder heldigvis vores efterretningsmand fra dette moralske dilemma. Prisen er blot den, at han aldrig kommer videre i sin udforskning. Den følgende dag forandrer verden sig på tragisk vis, men takket være FNs konvention mod tortur, har hr. B. alle sine fingernegle på plads, og han er blot lidt rystet af hele afhøringssituationen.

Ja, eksemplet her er jo det rene opspind. Men det er langt fra urealistisk. Lignende situationer finder desværre sted jævnligt omkring os, og heldigvis vælger visse stater sommetider at ignorere FNs konvention mod tortur. Hermed ikke sagt at tortur bør være tilladt i en hvilken som helst efterforskning, men der må klart ikke ligge et helligt, totalt forbudt mod tortur, for konsekvensen af torturforbuddet er, at der ingen klare regler om hvornår man må udøve tortur findes. Derfor, når det er nødvendigt og på sin plads at bruge tortur, bliver det gjort i al hemmelighed. Og når det alligevel er hemmeligt, så benytter man sig af denne højt kontroversielle afhøringsmetode i tider og utider. I stedet for at komme af med torturfænomenet har det totale forbud indirekte bidraget til dets udbredelse og svækket de kontrollerende instansers evne til at udføre deres opgave.

Når der dannes tilstrækkeligt bredde og stærke koalitioner i nationaldemokratier, kan man også se forsøg på at danne verdslige hellige pejlemærker for nationen. Tag f.eks. Brian Mikkelsens kulturkanon fra 2005. Kulturkanonen blev til en officiel reificering af den danske folkeånd, hvilket kun takket være dens virkelighedsfjerne natur ikke virker lammende og stagnerende på det danske kulturliv. Tanken om, at f.eks. H. C. Andersens Den Lille Havfrue til enhver tid skal betragtes som et af Danmarks tolv bedste litterære værker, udelukker jo muligheden for at der i alle kommende generationer kan komme tolv andre forfattere, hvis talent kan overskygge H. C. Andersen og få hans værker til at virke anakronistiske. Og det samme gælder selvfølgelig for hele konceptet omkring kulturkanonen. I nærdemokrati er det dog nemmere at diskutere og revidere gamle beslutninger, end det er i større sammenhænge, hvor man opererer med tomme slogans og slagsord, som i FN-regi.

FN - har vi intet lært af guds fejltagelser?

Sådanne kontekstuafhængige, forpligtende deklarationer kan umuligt overholdes, og de virker tit mod hensigten. Den højeste verdslige instans i verden, De Forenede Nationer, har gjort sig til en global moralens vogter, en gudserstatning, der udstikker virkelighedsfjerne regler. Selve idéen om, at alle medlemslandene skal kunne forholde sig positivt til samtlige FNs bestemmelser af egen interesse eller af pres fra andre medlemslande er urealistisk. Derfor nøjes FN med at udstede populistiske regler og se på med indignation og opgivelse, når medlemslandene vælger og vrager frit på alle hylder mellem de forskellige bestemmelser.

Både FN og gud gør sig til verdens herskere ved at bruge lignende retoriske strategier, som har en uvurderlig symbolsk værdig og uanede, tit katastrofale, følger. Så længe den religiøse kassetænkning af eviggyldige regler, forbud og ritualer er til at spore i vores verdslige lokale og globale regeringer, gør vi os selv ude af stand til at gøre den her verden et bedre sted.