27. februar 2010

Religulous Hedder Den og Religulous Er Den

Spoiler alert
Religion er roden til alt ondt. Sådan lyder Bill Mahers ikke overraskende konklusion på hans 2008 film ”Religulous”. Filmen dækker Mahers verdensturné af selvbekræftende korstogt imod religion. Maher, selvudråbt anti-religionist, præsenterer nogle gyldige anti-religiøse argumenter, som undertegnede – agnostiker – kan identificere sig med. Imidlertid tyder hans valg af moddebattører på, at han enten tvivler på sin egen intellekt – dem som kender til Maher fniser nok ved tanken – eller også er han ude på et kald at karikere religion ved at udstille nogle af dens mest uheldige bivirkninger.

3. februar 2010

Om gud, FN, og det uhellige de har til fælles


Jeg har tidligere, i indlægget ”Det Religiøse Princip”, argumenteret imod helligdomskonceptet. Det hellige gøres indiskutabelt, bliver trukket ud af sin kontekst og gøres gældende i alle sammenhænge uden undtagelse. Havde man mulighed for at forudse alle eventuelle sociale udviklinger igennem tid og sted, ville sådant et helligdomskoncept være helt på sin plads. Da det desværre ikke er tilfældet, kræver det en pæn mængde hovmod og arrogance, for ikke at sige stupiditet, at formulere regler som til enhver tid forventes at være ufravigelige. Det er her demokratiet har sin styrke: alle love og regler kan i teorien til enhver tid revideres. De forskellige grupper, som tilsammen udgør den legitime uenighed som udspiller sig i demokratiske landes parlamenter, er garantien for at næsten ingenting betragtes som helligt af alle, og derfor kan næsten alt diskuteres i et demokrati. Langt fra ufejlbarligt, er demokratiet endnu den bedste styreform, mennesket har fundet på. I mine øjne er demokrati det, der ligger tættest på  begrebet helligdom, dog uden at jeg betragter det som helligt – for i visse ekstreme situationer er det nødvendigt at sætte demokratiet ude af spil.