Det Religiøse Princip

              ”The idea of the sacred is quite simply one of the most conservative notions in any culture, because it seeks to turn other ideas - uncertainty, progress, change - into crimes.”

Salman Rushdie

Al form for institutionaliseret spiritualitet – hvad vi plejer at kalde ’religion’ – kan ikke være andet end idoldyrkelse. I det følgende vil jeg forklare hvorfor alle religioner i deres essens er afgudsdyrkende, og hvad konsekvenserne af sådan idoldyrkelse er.

Institutionaliseret religion handler per definition om regler for hvordan man skal udtrykke sin spiritualitet. Der lægges vægt på klart definerede normer, hvis formål er at være udtryksformer for visse værdier. Nogle eksempler på kendte normer er at gå i kirken om søndagen, at blive konfirmeret, at bede 5 gange om dagen, at drage på pilgrimsfærd til Kaaba’en i Mecca, at undgå at spise svinekød, at omskære sine drenge, at hvile om lørdagen, at tilbyde en overmagt offergaver og at tænde røgelse. Lad mig starte med et eksempel fra en af livets religiøst-kulturelt betingede sfærer.

Tro og værdier er indhold, normer er blot symboler

En del Muslimske mænd og kvinder forsvarer brugen af burka ved at fremhæve det som et tegn på respekt – en burkaklædt kvinde bliver ikke set som et sexobjekt, og er derfor en frigjort kvinde. I vesten, ville de samme mennesker påstå, er kvinden ikke herre over sin egen krop, for den er udsat for mænds konstante bedømmende blikke. Skønhedskonkurrencer bliver ofte draget ind i diskussionen som eksempler på vestlig kvindeundertrykkelse. Ifølge denne forståelse er det de vestlige kvinder som er undertrykte, og de burkaklædte kvinder som er frie. Til gengæld mener mange vesterlændinge, at kvindefrigørelse handler om lige rettigheder og om at stille krav til begge køn. Respekt for kvinder udtrykkes ved at kvinder, såvel som mænd, selv har ansvar for al deres gøren og laden. Alt andet bliver opfattet som udtryk for undertrykkelse.

Her har vi altså to modstridende måder at udtrykke den samme værdi på – nemlig respekt for kvinder. Uenigheden handler således ikke om tro, ej heller er der tale om en værdikonflikt. For begge parter argumenterer for respekt for kvinder. Spliden handler snarere om måden at udtrykke en værdi på. Den handler således ikke om værdier men om normer; ikke om indhold men om symbolik. Derfor er det futilt at indlede en diskussion om retten eller pligten til at gå i burka med udgangspunkt i kønsligestilling. Skal man forstå hinanden på tværs af kulturelle barrierer, skal man finde frem til grunden til at man vælger to tilsyneladende så modstridende måder at udtrykke samme værdi på.

Hvis troen på bestemte værdier er spiritualitetens indhold, så er troens udtryksformer – de opståede og til dels medfølgende normer – spiritualitetens form, dens overfladiske facade om man vil. Uanset om normen så hedder påtvunget burka eller frihed til at udstille sig som man vil, så antages værdien ’respekt for kvinder’ immanent i den praktiserede norm. Det er her at norm og værdi bliver uadskillelige størrelser, og med tiden bliver det altså normen som idoliseres frem for værdien. Vi ved jo godt hvordan 'oprørske' kvinder straffes i visse traditionelle samfund, og man kender også godt de moderne feministers reaktioner på alt hvad der ligner opgivelse af de normer, '68-generationen har kæmpet for. Begge grupper idoliserer en norm, et til tider indholdsløst symbol, og ikke en værdi, som kan praktiseres på et utal af måder.

Sådan begrænses respekten til individet og individets frihed og valgmuligheder i frihedens og kønsligestillings navn både i visse muslimske samfund samt i det moderne vestlige samfund. Ud af respekt for individet tillader hverken det ene eller det andet samfund ægte frihed eller afvigelse fra normen. Det er præcis sådan traditioner opstår – man gentager de samme vilkårlige ritualer, uanset om praksissen bliver ved med at tjene sin oprindelige funktion. Det er også der, at traditioners farlige element ligger: verden ændrer sig, og normer der giver mening nogle steder og perioder, giver ikke nødvendigvis mening andre steder og i andre perioder. En fastholdelse af normer for normernes skyld, med den begrundelse at de er en del af ens tradition – og hermed kultur, etnisk tilhørsforhold og identitet – kan kun udmunde i at man praktiserer visse ritualer som for længst har mistet deres betydning og gyldighed, og som er blevet forældet og uhensigtsmæssige.

Det er altså tale om en tro på, at bare man bruger bestemte påklædningsgenstande, læser nogle gamle tekster højt eller lader være med at spise noget, jamen bare man gør som man altid har gjort, så lever man op til visse idealer udstukket af gud, af talsmænd for mere eller mindre voldelige revolutioner, eller af andre instanser med tvivlsom relevans for individets konkrete livssituation. Normdyrkelse er altså dyrkelse af symboler. I sin essens er den ikke anderledes af idoldyrkelse, som især de monoteistiske religioner påstår at være modstandere af.

Hvorfor er idoldyrkelse uundgåelig?

Jeg har nu redegjort for ét ud af mange aspekter af den stramme forbindelse mellem troen på bestemte ideologier og deres værdier, og de påduttede – og ikke mindst kontekstuafhængige - udtryksformer. For man kan jo godt være gudfrygtig og handle efter det, man tror, er af guds udstukne retningslinjer uden at udfylde de formelle krav om at udføre visse symbolske og til tider forældede handlinger. Ligesådan kan en vantro jo gå i kirke hver eneste evige søndag, tænde røgelse eller bede fem gange om dagen uden undtagelse og dermed opnå social anseelse, som kun er baseret på overfladiske og tomme gestus.

Religioner - de forskellige former for institutionaliseret spiritualitet – lægger altså vægt på symbolet, showet, tilbedelsesakten, og ikke på indhold og autenticitet. Denne tendens er selvfølgelig ikke forbeholdt religioner – mange institutioner lægger vægt på normer som f.eks. tilstedeværelse, påklædning og andre adfærdsmønstre uden at tage hensyn til individernes holdning til disse symbolske normer. Og det er der en særlig god grund til. Sjælen kan nemlig ikke kontrolleres af ydre kræfter, men det kan kroppen til gengæld godt. Som det gamle T-shirt-ordsprog hedder: ”They can send me to school, but they can’t make me think!”

Målet for den institutionaliserede indsats er altså at kontrollere sjælen, hvilket selvsagt er uopnåeligt. Dette uopnåelige mål gør at institutioner bliver nødt til at nøjes med at stræbe efter det næstbedste – at kontrollere kroppen og betragte frivillige eller påduttede adfærdsmønstre som udtryk for bestemte værdier. Derfor belønnes eller sanktioneres kropslige handlinger, mens disse handlingers af individet tiltænkte formål negligeres. Af to grunde er dette især vigtigt at tage i betragtning når man har med spirituelle institutioner at gøre.

For det første kræver disse institutioner monopolistisk bestemmelsesret over mange af livets aspekter – sprogbrug, påklædning, frisure, føde- og drikkevarer, sociale forhold m.m.

For det andet opfatter disse institutioner sig selv som guds repræsentanter på jorden, hvilket gør deres bestemmelser til guds ord, altså ubestridelige absolute universale sandheder, som vi dødelige jordboer ikke kan eller bør forsøge at forstå til fulde.

I deres rene form stiller instanser af institutionaliseret spiritualitet altså altomfattende og absolute krav til menneskets måde at være i verden på. Dette indebærer en høj risiko for at man ender med at fokusere på handlinger, som man mener er udtryk for en eller anden trosretning, men som uden for deres oprindelige kontekst er meningsløse. Medmindre selvfølgelig de tjener et andet formål end de erklærede.

Religiøse forskrifter tjener de samme formål som fodbold

Tjener forældede og kontekstuafhængige normer andre formål end de erklærede? Ja. Det gør de, og anderledes kan det heller ikke være. De tjener de samme formål som fodbold gør.

Normer er en dejlig størrelse, uden hvilken vi ikke kan navigere i verden. Begrebet 'normer' indbefatter mange skrevne og uskrevne regler om hvordan man opfører sig i bestemte sociale og private sammenhænge. Normer opstår tit af vores eller andres erfaringer, der har lært os de mest hensigtsmæssige måder at agere i bestemte situationer på. Normer udspringer også af gentagelse, og derved genkendelse, forudsigelighed og tryghed. De er så grundlæggende en vilkår i vores liv, at vi først bemærker dem, når vi eller andre afviger fra dem. Udover at få verden til at føles som tryggere i kraft af den forudsigelighed de giver, skaber normer også en følelse af tilhørsforhold, sammenhold og bekræftelse i at vi handler rigtigt, for vi handler på samme måde som de andre omkring os.

Mennesket er et flokdyr. 'Flok' handler om mere og andet end blot det at søge efter grupper at færdes med. 'Flok' handler om ensartethed, om at kunne spejle sig og genkende sig selv i de andres måde at være til på. Tendensen til at flokkes med ligesindede, trangen til genkendelighed og forudsigelighed er forklaringen på de følelser der opstår når vi er til store forsamlinger, hvor et stort publikum har visse udtalte fælles interesser. At synge slagsange med flere tusind andre til en stor fodboldkamp, at råbe slagord til en demonstration eller repetere et slogan i en uendelighed, at synge med til et stort koncert eller at følge en klar forskrift af dansetrin som f.eks. macarena-dansen er alle eksempler på en selvbekræftende flokadfærd der yder tryghed i kraft af forudsigelighed og genkendelighed. Modstykket er situationer hvor man f.eks. konfronterer skolegårdsbøllerne, hepper for Brøndby når alle de andre omkring en er AGF-fans, eller møder til Dfs landsmøde iklædt burka. I disse situationer står man alene, og de kan have vidtrækkende og uoverskuelige konsekvenser. At afvige fra normen kræver derfor overskud. At følge med strømmen kommer til gengæld naturligt og opfylder nogle eksistentielle psykiske og sociale behov. Sammenhold, solidaritet, genkendelse og tryghed er alle følelser som opstår af fælles normer. Derfor skal en gradvis udvikling og ændring af normer ikke ses som en trussel på samfundet men snarere som et samfunds sejlivethed, udvikling og overlevelse på trods af ændrede livsvilkår.

Helliggørelse giver bagslag

Helligdomskonceptet – i religionens, kulturens eller i hvilket som helst andets navn er et svaghedstegn. Det er et tegn på, at man enten ikke formår at forstå eller forklare meningen bag det hellige. Det er derfor respektløst over for en selv, over for ens medmennesker, og ikke mindst, overfor det 'hellige'. Helliggørelse gør livsformen kontekstuafhængig, hvilket kan få ødelæggende konsekvenser både for individet og for samfundet.