Religulous Hedder Den og Religulous Er Den

Spoiler alert

Religion er roden til alt ondt. Sådan lyder Bill Mahers ikke overraskende konklusion på hans 2008 film ”Religulous”. Filmen dækker Mahers verdensturné af selvbekræftende korstogt imod religion. Maher, selvudråbt anti-religionist, præsenterer nogle gyldige anti-religiøse argumenter, som undertegnede – agnostiker – kan identificere sig med. Imidlertid tyder hans valg af moddebattører på, at han enten tvivler på sin egen intellekt – dem som kender til Maher fniser nok ved tanken – eller også er han ude på et kald at karikere religion ved at udstille nogle af dens mest uheldige bivirkninger.

Hverken komedie eller dokumentar

Under et interview med CNNs Larry King i forbindelse med filmen påstår Maher, at filmen ikke skal ses som dokumentar, men som komedie. Dog i en udklip fra filmen forklarer han nogle forbipasserende, at det er en dokumentar, han laver. Denne uklare dobbelthed fra Maher er en af filmens svagheder. Filmen er nemlig for kynisk til at kunne betragtes som dokumentar, og på trods af nogle overraskende kommentarer, sjove effekter og original redigering, er den desværre heller ikke sjov nok til at være komedie. Makværket, som slutproduktet er blevet, er hverken det ene eller det andet.

Underholdende dokumentarfilm, som har til hensigt at belære moral frem for at undersøge og fortælle en historie, er blevet set før, og især Michael Moore har produceret nogle af de mest berømte af genren. Michael Moores film er dog kategoriserede som dokumentarer, og humoren i dem er med til at spidse deres budskab. Men både Moore og Maher er så ivrige efter at få ret, at de ikke giver deres modstandere en fair chance. Begge mænd henvender sig nemlig til deres interviewede under falske påskud. Moore bortforklarer denne arbejdsmåde ved at præsentere den som en sofistikeret måde – og til tider den eneste måde – hvorpå han kan få ærlige svar ud af sine antagonister. Han deler sine metodiske overvejelser med seerne, hvorimod Maher vildleder ikke kun sine informanter, men også sit publikum. Kun i interviews som han gav om filmen, fortalte Maher, at han blev nødt til at fortælle de medvirkende i filmen at titlen var ”A Spiritual Journey” (En Spirituel Rejse), hvorefter han bad dem om lov til at diskuttere ”tro og omvendelse”. Tager man i betragtning at filmens instruktør er Larry Charles, instruktøren bag de etisk tvivlsomme succeskomedier ”Borat” og ”Brüno”, kan det ikke overraske at Maher havde besvær med at gøre Religulous til en fair præsentation. Altså, hvis man overhovedet får det indtryk, at han stræbte efter en fair præsentation.

Jeg har nydt filmen på trods af dens mange svagheder. Klipningen er til tider bare fantastisk. Maher selv er en skarp entertainer, og han har et godt øje til uoverensstemmelser i sine interviewedes argumenter. Hans bemærkninger og spørgsmål er imidlertid ofte mere kløgtige og sofistikerede end de er sjove. Til gengæld er han blind over for sit eget ståsted.

Maher fokusere ikke på religion, som han altså påstår, han gør, på besynderlige ekstremistiske fraktioner og deres ledere, som f.eks. Yisroel Dovid Weiss, talsmand for den jødiske ortodokse fraktion af holocaustbenægtere Neturei Karta; Kultleder José de Jesus Miranda som hævder at være den genopståede Jesus Kristus og antikrist i én og samme person; En tilfældig menighed på en lille lastbilchaufførers kirke; Pastor Ferre van Beveren fra Cannabisministeriet i Amsterdam og flere...

At bruge disse mennesker som repræsentanter for Religion svarer til at bruge nogle ignorante rednecks, som tror, at det Demokratiske Partis politik er lige med kommunismen, som repræsentanter for den amerikanske model for kapitalisme. Uheldige bivirkninger af en dårlig administration af et ideal kan og må ikke bruges som argument imod selve idealet – kun imod den måde hvorpå det administreres. Skelnen mellem et ideal og dets udførelse i praksis er uhyre vigtig, og Maher skænker den ikke en tanke. Det ville således være dårlig polemik at argumentere imod ateisme ved at bruge Maher som dens repræsentant.

Kunsten at undvige intellektuelle sværvægtere

Maher vælger den nemme udvej og går efter manden i stedet for bolden. Tre gange gør han halvhjertede forsøg på at undgå denne faldgrube af ad hominem argumenter. Forsøg der mislykkes for flere årsager, som jeg nu vil gennemgå.

Maher interviewer Dr. Francis Collins, en ledende genetiker og troende Evangelist. Filmens klipning sætter al fokus på Maher og hans spørgsmål og giver ikke plads til seriøse svar og forklaringer fra Dr. Collins.

Senere i filmen interviewer Maher Fader George Coyne, en Jesuit Præst, astronom og leder af Vatikanets observatorium. Coyne afviser en fundamental fortolkning af Katolicismen, hvilket åbner for en spændende diskussion, eftersom han - ifølge Maher - er et særsyn i religiøse kredse. Ikke desto mindre accepterer Maher uden videre Coynes afvisning af fundamentalisme, men han forfølger ikke det spor der åbner sig og som kan tegne et andet, mere rationalt og fornuftigt aspekt af religion.

En tredje oplagt mulighed for at lære om andre religiøse aspekter, end dem han er vant til at håne, åbner sig for Maher. Men at lære er han vist ikke interesseret i. Han taler med Fader Reginald Foster – en Karmelit munk og Vatikanets ledende ekspert i latin. Foster griner af idéen om helvedeseksistens og af detaljerne i Jesus historie som han beskriver som ”blot historier”. Det mest oplagte her ville jo have været at spørge Fader Foster om hvordan og hvorfor katolicismen bliver fordrejet af og for den brede befolkning, og høre om hvordan han mener, den katolske tro skal forstås og administreres. Det gør Maher selvfølgelig ikke.

Maher udfordrer ikke hverken Dr. Collins, Fader Coyne eller Fader Foster. Man får en stærk fornemmelse af, at han er bange for at få fornuftige svar fra de intellektuelt overlegne. Så skarp som han er mod dem, som fornuft virker til at prelle af på, så sløv er han i selskabet af dem, han ikke kan måle sig med.

Maher går med succes efter nemme måder at etablere sit synspunkts overlegenhed på. Det gør han ved at vælge hovedsageligt mindre intellektuelle udfordringer såsom den dårligt artikulerede Arkansas senator Mark Pryor; Aki Nawaz, en muslimsk rapper der udtrykker støtte for ytringsfrihed og retten til at være uenig med hinanden, men som samtidigt også støtter fatwaen mod Salman Rushdie, og en Steve Burg fra organisationen Eks-Jøder for Kristus(?!) Maher går kun efter nem bytte. De sværvægtere får kun plads i filmen i det omfang de støtter Mahers synspunkt, og hans fortolkningsramme uden tvivl deres ord ud af konteksten og fordrejer dem.

Filmen viser Maher globetrotte, og i mange scener ser man ham køre i bil tværs USA. Denne præsentationsform er klart udtænkt som metafor for Mahers indre intellektuelle rejse og søgen efter svar. Metaforen kikser, for Maher søger ikke efter svar. Han er ikke på nogen hverken spirituel eller intellektuel rejse. Hans intellekt rejser ikke fra A til B, men står fast i A og prøver at udvide A indtil det inkorporerer B.

Larry Charles genbruger succesconcept én gang for mange

Kameraet hviler ofte lidt længere end nødvendigt på dem, Maher tydeligvis synes gør sig selv til grin. Metaforisk kommer den ekstra skærmtid på bekostning af dem, som klart kunne bidrage med spændende og tankevækkende udtalelser, nemlig Dr. Andrew Newberg, Dr. Francis Collins, Fader George Coyne og Fader Reginald Foster. De fire får ikke skærmtid nok og interviewene med dem er alt for korte og overfladiske. Varede disse interviews længere end vist i filmen - hvilket de sandsynligvis gjorde - endte de så på redigeringsrummets gulv sammen med filmens potentielle budskab. Ellers er filmens redigering frisk, original og underholdende. Maher benytter sig af talebobler-lignende effekter i form af skilte og pile på skærmen, som markerer de interviewedes argumenters uoverensstemmelser, og som fortæller seerne fakta som Maher ikke vælger at dele med dem han står overfor. Denne legitime og effektive teknik for komedie er dog malplaceret i denne film, som på trods af dens frivole natur faktisk tager fat på seriøse problemstillinger. At håne og spotte ufrivillige medvirkende i film som Borat og Brüno virker i en vis udstrækning, især fordi værten jo er den største joke. I Religulous tager værten sig selv meget højtideligt, og derfor falder denne præsentationsform her uden for komediegenren, og fremhæver blot Mahers uanstændige fremfærd.

En vellykket ateistisk propaganda som undviger sagens kerne

Filmens titel er en spoiler, i særdeleshed for dem som kender Maher og hans syn på religion i forvejen. Begyndelsen er slutningen, og et hundrede minutter ender med en melodramatisk apokalyptisk profeti, hvor Maher gør det klart for seerene, at de, sammen ed ham, lige er gået rundt i cirkler iblandt religionens uheldige bivirkninger uden at rykke sig en meter.

Maher ignorerer – enten med overlæg eller ud af uvidenhed – nogle af den moderne videnskabs fædre som Galileo og Newton, som var mere vidende end den kære Bill Maher om både religion og videnskab, og som ikke betragtede de to som uforenelige størrelser - på trods af at kirkens ledelse dengang syntes andet. Det samme gælder George Coyne, som Maher skamløst ignorerer i sin afsluttende monolog. Ligeledes ignorerer han de snesevis af religiøse Nobelpristagere i fysik, medicin, kemi, litteratur og mere. Der er minsandten rigeligt med eksempler på mennesker som administrerer og forener deres religiøse overbevisninger med moderne videnskabelige fornuftslutninger. Jeg nægter at tro at Maher ikke er klar over deres eksistens. Hans udestående med disse mennesker er nok, at de ødelægger hans sort-hvide verdensbillede ved at give det for ham uforståelige grå nuancer og gøre hans ateistiske korstogt meningsløs.

Maher baserer sin apokalyptiske profeti på den antagelse at ”tro er at gøre dyd ud af ikke at tænke”. Han taler endda imod de blot "moderat troende". Hans profeti suger dramatisk autoritet fra billeder, der kører i højt tempo på skærmen, hvor man kan se bomber der sprænger i luften, ledere i bøn, og andre billeder der giver et indtryk af en religiøst baseret kaotisk dommedag. I denne tilfældige samling af kaoslignende billeder, som er Mahers bud på en ateistisk skrækkampagne, kunne man investere lidt mere tankevirksomhed. To af de udstillede ledere i denne sekvens – nemlig Muammar al-Gaddafi og Yasser Arafat – er altså ikke og aldrig har været religiøse. Et andet sekundlang klip, som giver indtryk af en kaotisk menneskemængde, og som man automatisk antager er taget fra en eller anden religiøs kontekst af fanatisme, er taget fra en fredelig demonstration i Israel, hvor jøder og arabere sammen holder skilte på hebræisk og arabisk og kræver fred i mellemøsten. Den kendsgerning, at disse billeder ikke har meget med religion at gøre, og den ene viser endda et ønske om fred på tværs af religiøse overbevisninger, forringer jo ikke deres visuelle virkning, og Maher hiver dem ud af konteksten og manipulerer seerne med dem. Ikke anderledes end resten af filmen er slutmonologen også underholdende, manipulerende, selvhøjtidelig og pinligt overfladisk. Ikke desto mindre vil blindttroende mennesker – om de så er muslimmer, jødere, kristne og ateister – nok blive fanget af filmens manipulatoriske retorik. Nogle vil klappe i deres små hænder, hvorimod andre nok vil ringe til deres advokater.

Titel: Religulous

Instructor: Larry Charles

Runtime: 1:41

Land: USA

Om Mahers ideologi

Ideologisk set står Maher skulder til skulder med fundamentale ateister som forfatter og journalist Christopher Hitchens (forfatter af God is Not Great) og etolog og biolog Richard Dawkins (forfatter af bl.a. The God Delusion). De to er bidske kritikere af alle religioner, inklusiv agnosticismen (dog ikke ateisme). Maher påstår jo at agitere for tvivl (uden egentligt at praktisere det), hvorimod Hitchens og Dawkins reklamerer eksplicit ikke for tvivl men for vished. Tro ikke på gud, siger de, tro på videnskaben! Lader vi Maher, Hitchens og Dawkins få deres vilje, går al den magt, som religiøse præster besad og misbrugte i middelalderen, i sin helhed til videnskabens præster.

Den udbrede bedrag om videnskaben er den opfattelse, at den er en objektiv størrelse bestående af absolutte sandheder (ikke ulige den religiøse gud). Men både videnskaben og religion er kolossale, komplekse størrelse som er uoverskuelige for de fleste mennesker at forstå til fulde. Derfor er den udbrede antagelse om, at religiøse skikkelser og videnskabsfolk, præsenterer religion eller videnskab på en objektiv måde, uundgåelig. Denne kendsgerning gør selvfølgelig at både præster og videnskabsfolk besidder enorm magt over mennesker. Magt som ikke må besiddes kun af repræsentanter af det ene eller det andet dogme, for så vil den højst sandsynligt blive misbrugt på katastrofale vis. Tænk bare på Kirkens fremfærd i middelalderen, eller Den Tredje Riges racevidenskab.

Den kedelige sandhed er altså den, at videnskaben og religion ikke er spor anderledes fra andre fænomener som humor, mode, gastronomi og hårstil. De er alle underlagt lokale, provisoriske, politiske og subjektive forståelser af politisk korrekthed. Videnskabens præster kan derfor være lige så destruktive og manipulerende som religionens, og man ved aldrig, om det, vi i dag betragter som pseudovidenskab, ikke kommer til at hedde mainstream videnskab i morgen.