Opslag
I det følgende skitserer jeg nogle forhold der gjorde sig gældende i sagen om de afviste irakeres asyl i Brorsons Kirke. Jeg forholder mig til kirkens forhold til staten og til de reaktioner der blev udløst i visse kredse i oppositionen.
Når folk er i nød så skal man hjælpe dem. Især hvis man er præst så byder ens samvittighed at man skal hjælpe folk så langt som man overhovedet kan… Det er en vægtning mellem samvittigheden og de love og regler som vi lever under. Som præst skal man følge landets love, det er klart. Men vi har også en parallel verden, eller et andet plan i kirken, nemlig det religiøse og åndelige plan, og der taler man jo til samvittigheden, og der sætter vi mennesker højest…
(Per Ramsdal, børne- og ungdomspræst i Brorsons Kirke i DRs ”Jersild Live” d.15. oktober 2009)
![]()
Hvad gør man så som statsansat præst? Bryder landets love og regler, som er vedtaget af dine og mine repræsentanter i folketinget? Bryder de regler som basalt set er udstukket af landets befolkning, samme befolkning som også betaler ens løn? Eller lægger man sin samvittighed på hylden?
Guds repræsentanter på jorden er jo statsansatte
Præst eller ej, så er det enhvers ret og pligt til enhver tid at bruge sin samvittighed. Når valget står mellem samvittighed eller lydighed, jamen, så synes jeg klart at det er samvittigheden der skal sidde i førersædet. Jeg respekterer Per Ramsdal for at hans valg om at agere samvittighedsfuldt frem for at udvise blind lydighed. Jeg er bare ikke tilfreds med den måde han gjorde det på. Per Ramsdal løber fra ansvar ved at henvise til et parallelt, religiøst plan, hvor der gælder andre regler end den verdslige lovgivning. For det er jo kristne værdier som ligger til grund for dansk politik og hele det danske retssystem. Der findes ikke noget parallelt plan eller regelsæt i kirken. Der findes bare andre fortolkninger. Der en ingen grund til at kirkelige fortolkninger af vores samfunds værdier skal nyde moralsk fortrinsret over verdslige fortolkninger. Så fri mig for den snak om parallelle planer. Endvidere, befolkningen har jo valgt at leve i et demokrati hvor folkekirken er en statslig instans, en åndelig supplement til statens øvrige instanser om man vil. Et demokrati, hvor folkekirkens præster er statsansatte. Derfor må de præster, som ikke kan finde sig i statens moral, forlade folkekirken og følge deres samvittighed uden for det statslige apparat. Parallelle planer til det statslige, som dem Ramsdal henviser til, kan ikke eksistere indeni de statslige instanser, kun uden for dem. For ellers er de jo ikke parallelle. Ramsdal antyder også selv at de to sæt regler, landets lov og de kirkelige, åndelige dogmer, er modstridende, for ellers ville der jo ikke være nogen samvittighedskonflikt. Uden videre sidestiller han kirkens dogmer med menneskelighed og modstille dem med landets love. Sikken en fornærmelse mod den danske befolkning, som igennem sine repræsentanter i folketinget har været med til at vedtage disse love.
Kirken er træt af at stå på sidelinjen
Det er for nemt at sige at kirkens moral at højere end statens. Det er jo akkurat det mantra som alle oppositionspartier i hele verden bilder sig og deres supportere ind. Sjovt nok bliver statsmoralen aldrig forhøjet af magtskifte. For når man pludseligt står med ansvar over for en hel befolkning og ikke kun over for dem man nu vælger at forholde sig til, så er der andre regler der gælder. Men det hindrer ikke Per Ramsdal i at lægge op til en magtkamp mellem kirken og staten. Det gør han, når han under interviewet med Jens Olaf Jersild inddrager gud ind i en politisk diskussion, samtidig med han fastslår at politikere ikke skal blande sig i kirkens anliggender. Jeg mener ikke at gud, i et sekulært demokratisk system, som udvælger og ansætter hans eller hendes repræsentanter, har noget at skulle have sagt om politiske anliggender. Forbi er de dage, hvor gud herskede landet via sine kirkelige repræsentanter på jorden. Nu er det snarere landets befolkning, der bestemmer over gud via folkevalgte politikere, som ansætter præster. Det er altså os, befolkningen, der bestemmer hvem der skal repræsentere gud her på jorden, og derved også hvilken slags moral gud skal stå for. Ethvert forsøg på at skildre kirken som en institution hvor højere principper gælder, kan jo afvises med en henvisning til de dage, hvor kirken faktisk havde magten til at krone og afsætte konger. Dengang var det kristne budskab jo i bund og grund ikke anderledes end det er i dag. Det var trods alt i Jesus og næstekærlighedens navn at man ved brug af vold, tortur, offentlige henrettelser og politiske intriger tvang Europas befolkning til at bekende sig til kirken. Rigtigt nok, de sekulære ledere brugte dengang lignende metoder, hvilket blot viser, at der i magtkampens hede ingen forskel er på verdslige ledere og dem, der anser sig selv for guds budbringere. Insisterer man på at henvise til gud frem for til sig selv, i forklaringen om hvorfor man vælger at bryde loven, synes jeg at man skal gøre det fra en privat kirke. Dér er Ramsdal og jeg enige. Han siger selv i udsendelsen, at folkekirken ikke skal høre under staten, men være privat. Jeg vil dog stadigvæk advare mod at forkynde til lovændringer på baggrund af religiøse overvejelser og henvisninger til guddommelige instanser og tekster, for så kommer vi et skridt nærmere Saudi-Arabien og Iran. Dér har man altså endnu mindre plads til at følge sin samvittighed.
Er VK-regeringen værre end nazisterne?
Kirkens strategi i sagen om de afviste irakere var ikke til at tage fejl af. Kirken skulle fremstå i offentligheden som humanitetens vogter, i modsætning til regeringen og politiet, der skulle fremstå som legalitetens vogtere. Strategien virkede. Konsekvenserne af kirkeasylet var forudsigelige: Ingen verdslig regering må bøje sig for en lovovertrædelse, som er begrundet i henvisninger til parallelle planer. Det gjorde den danske regering selvfølgelig heller ikke. Den skred til aktion og om muligt tabte flere popularitetspoints. Bare se på den foragt der bredte sig blandt stort set alle dem, der har det privilegium at kunne forholde sig til symboler uden at skulle tage den brede kontekst i betragtning. Demonstrationer på Rådhuspladsen i København tiltrak snesevis af mennesker, hvor sangere og komikere underholdte publikummet. Kirken genopfandt populismen. I mængden løb diskussionen af sporet og kom pludselig til at handle om danske traditioner og respekt for kirken. Ikke engang nazisterne bestormede kirker, var der endda nogle der sagde. De samme mennesker som modstillede humanitet og legalitet uden at eksplicitere enkelte handlingers forbindelse til den danske retssikkerhed, som jo er til for at sikre humane vilkår i her landet, endnu engang tog fakta ud af konteksten og fortolke dem efter eget godtbefindende. Ikke engang nazisterne bestormede kirker. Hvad er det egentlig, man prøver at sige med det? At Nazisterne, som planlagde og udførte det mest koldblodige og omfattende folkemord i historien, og for hvem menneskeliv ikke betød noget, faktisk nærede respekt for kirken? At godt nok var de slemme, men de bestormede i det mindste ikke kirker? Altså, så slemme var de nu heller ikke? Jeg håber absurditeten i denne påstand er åbenlys. Hvis ikke den er åbenlys, hvis man virkelig mener at det er muligt at være en koldblodig morder og samtidigt nære ægte respekt for kirken, så har jeg hermed mistet al respekt for kirken. Lad mig slå én ting fast – det var ikke respekt for kirken som gjorde at nazisterne undlod at angribe kirker, men kolde politiske beregninger. Alt andet strider imod både den sunde fornuft og faktisk også imod Ramsdals egne skildringer af kirkens moral som humanitetens vogter.
Var det forkert at hjælpe nødlidende flygtninge?
Selve opstillingen af humanitet og legalitet som modpoler er farlig. Den er ikke nødvendigvist forkert, med den skal administreres med omhu. Det gør man ikke ved at skabe en situation hvor en tilstedeværelse af kampklædte betjente i en kirke, et sted mange betragter som ”guds hus”, er uundgåelig. Det var således hverken regeringen eller politiet, der vanhelligede kirken, men Per Ramsdal i egen person. Landets love skal repræsentere den menneskelige samvittighed. Gør de ikke det, skal man gribe til aktion og tage konsekvenserne heraf. Man skal også lade være med at bruge begreber som præst, kirke gud o.l. som undskyldninger for sine handlinger. Man kan bare fastslå at det er en grænse til det, man vil finde sig i. Landet befinder sig efter min mening i en uheldig udvikling, hvor uvidenhed og xenofobi bestemmer den politiske dagsordnen, hvor individet umyndiggøres, statslig kontrol forøges og retssikkerheden er beskadiget. Sagen om de afviste irakere er et godt eksempel på de usle vilkår vi skaber for vores medmennesker. Det var vigtigt at nogen reagerede og prøvede at hjælpe. Det viste nemlig at vi endnu ikke har mistet al menneskelighed. Per Ramsdal gjorde det rigtige, da han hjalp mennesker på flugt. Han skulle bare ikke have gjord det i sit embede som præst. Kirkens rolle er at inspirere og yde moralsk støtte uden at tilegne sig magt. For ellers er det ikke en åndelig instans længere men et politisk parti. Historien har lært os at det ofte ender trist når åndelige instanser får politisk magt. Det har vi set med kristendommen i Europa, og vi kan se det i dag i mellemøsten og asien hvor visse grupper prøver at tilegne sig politisk magt ved at henvise til højere, guddommelige principper. Vær forsigtig Ramsdal, for du risikerer at finde ud af, at den magt du har i kraft af den tillid nogle i befolkningen nærer til dig som en åndelig skikkelse er større end du tror.
Når folk er i nød så skal man hjælpe dem. Især hvis man er præst så byder ens samvittighed at man skal hjælpe folk så langt som man overhovedet kan… Det er en vægtning mellem samvittigheden og de love og regler som vi lever under. Som præst skal man følge landets love, det er klart. Men vi har også en parallel verden, eller et andet plan i kirken, nemlig det religiøse og åndelige plan, og der taler man jo til samvittigheden, og der sætter vi mennesker højest…
(Per Ramsdal, børne- og ungdomspræst i Brorsons Kirke i DRs ”Jersild Live” d.15. oktober 2009)
Guds repræsentanter på jorden er jo statsansatte
Præst eller ej, så er det enhvers ret og pligt til enhver tid at bruge sin samvittighed. Når valget står mellem samvittighed eller lydighed, jamen, så synes jeg klart at det er samvittigheden der skal sidde i førersædet. Jeg respekterer Per Ramsdal for at hans valg om at agere samvittighedsfuldt frem for at udvise blind lydighed. Jeg er bare ikke tilfreds med den måde han gjorde det på. Per Ramsdal løber fra ansvar ved at henvise til et parallelt, religiøst plan, hvor der gælder andre regler end den verdslige lovgivning. For det er jo kristne værdier som ligger til grund for dansk politik og hele det danske retssystem. Der findes ikke noget parallelt plan eller regelsæt i kirken. Der findes bare andre fortolkninger. Der en ingen grund til at kirkelige fortolkninger af vores samfunds værdier skal nyde moralsk fortrinsret over verdslige fortolkninger. Så fri mig for den snak om parallelle planer. Endvidere, befolkningen har jo valgt at leve i et demokrati hvor folkekirken er en statslig instans, en åndelig supplement til statens øvrige instanser om man vil. Et demokrati, hvor folkekirkens præster er statsansatte. Derfor må de præster, som ikke kan finde sig i statens moral, forlade folkekirken og følge deres samvittighed uden for det statslige apparat. Parallelle planer til det statslige, som dem Ramsdal henviser til, kan ikke eksistere indeni de statslige instanser, kun uden for dem. For ellers er de jo ikke parallelle. Ramsdal antyder også selv at de to sæt regler, landets lov og de kirkelige, åndelige dogmer, er modstridende, for ellers ville der jo ikke være nogen samvittighedskonflikt. Uden videre sidestiller han kirkens dogmer med menneskelighed og modstille dem med landets love. Sikken en fornærmelse mod den danske befolkning, som igennem sine repræsentanter i folketinget har været med til at vedtage disse love.
Kirken er træt af at stå på sidelinjen
Det er for nemt at sige at kirkens moral at højere end statens. Det er jo akkurat det mantra som alle oppositionspartier i hele verden bilder sig og deres supportere ind. Sjovt nok bliver statsmoralen aldrig forhøjet af magtskifte. For når man pludseligt står med ansvar over for en hel befolkning og ikke kun over for dem man nu vælger at forholde sig til, så er der andre regler der gælder. Men det hindrer ikke Per Ramsdal i at lægge op til en magtkamp mellem kirken og staten. Det gør han, når han under interviewet med Jens Olaf Jersild inddrager gud ind i en politisk diskussion, samtidig med han fastslår at politikere ikke skal blande sig i kirkens anliggender. Jeg mener ikke at gud, i et sekulært demokratisk system, som udvælger og ansætter hans eller hendes repræsentanter, har noget at skulle have sagt om politiske anliggender. Forbi er de dage, hvor gud herskede landet via sine kirkelige repræsentanter på jorden. Nu er det snarere landets befolkning, der bestemmer over gud via folkevalgte politikere, som ansætter præster. Det er altså os, befolkningen, der bestemmer hvem der skal repræsentere gud her på jorden, og derved også hvilken slags moral gud skal stå for. Ethvert forsøg på at skildre kirken som en institution hvor højere principper gælder, kan jo afvises med en henvisning til de dage, hvor kirken faktisk havde magten til at krone og afsætte konger. Dengang var det kristne budskab jo i bund og grund ikke anderledes end det er i dag. Det var trods alt i Jesus og næstekærlighedens navn at man ved brug af vold, tortur, offentlige henrettelser og politiske intriger tvang Europas befolkning til at bekende sig til kirken. Rigtigt nok, de sekulære ledere brugte dengang lignende metoder, hvilket blot viser, at der i magtkampens hede ingen forskel er på verdslige ledere og dem, der anser sig selv for guds budbringere. Insisterer man på at henvise til gud frem for til sig selv, i forklaringen om hvorfor man vælger at bryde loven, synes jeg at man skal gøre det fra en privat kirke. Dér er Ramsdal og jeg enige. Han siger selv i udsendelsen, at folkekirken ikke skal høre under staten, men være privat. Jeg vil dog stadigvæk advare mod at forkynde til lovændringer på baggrund af religiøse overvejelser og henvisninger til guddommelige instanser og tekster, for så kommer vi et skridt nærmere Saudi-Arabien og Iran. Dér har man altså endnu mindre plads til at følge sin samvittighed.
Er VK-regeringen værre end nazisterne?
Kirkens strategi i sagen om de afviste irakere var ikke til at tage fejl af. Kirken skulle fremstå i offentligheden som humanitetens vogter, i modsætning til regeringen og politiet, der skulle fremstå som legalitetens vogtere. Strategien virkede. Konsekvenserne af kirkeasylet var forudsigelige: Ingen verdslig regering må bøje sig for en lovovertrædelse, som er begrundet i henvisninger til parallelle planer. Det gjorde den danske regering selvfølgelig heller ikke. Den skred til aktion og om muligt tabte flere popularitetspoints. Bare se på den foragt der bredte sig blandt stort set alle dem, der har det privilegium at kunne forholde sig til symboler uden at skulle tage den brede kontekst i betragtning. Demonstrationer på Rådhuspladsen i København tiltrak snesevis af mennesker, hvor sangere og komikere underholdte publikummet. Kirken genopfandt populismen. I mængden løb diskussionen af sporet og kom pludselig til at handle om danske traditioner og respekt for kirken. Ikke engang nazisterne bestormede kirker, var der endda nogle der sagde. De samme mennesker som modstillede humanitet og legalitet uden at eksplicitere enkelte handlingers forbindelse til den danske retssikkerhed, som jo er til for at sikre humane vilkår i her landet, endnu engang tog fakta ud af konteksten og fortolke dem efter eget godtbefindende. Ikke engang nazisterne bestormede kirker. Hvad er det egentlig, man prøver at sige med det? At Nazisterne, som planlagde og udførte det mest koldblodige og omfattende folkemord i historien, og for hvem menneskeliv ikke betød noget, faktisk nærede respekt for kirken? At godt nok var de slemme, men de bestormede i det mindste ikke kirker? Altså, så slemme var de nu heller ikke? Jeg håber absurditeten i denne påstand er åbenlys. Hvis ikke den er åbenlys, hvis man virkelig mener at det er muligt at være en koldblodig morder og samtidigt nære ægte respekt for kirken, så har jeg hermed mistet al respekt for kirken. Lad mig slå én ting fast – det var ikke respekt for kirken som gjorde at nazisterne undlod at angribe kirker, men kolde politiske beregninger. Alt andet strider imod både den sunde fornuft og faktisk også imod Ramsdals egne skildringer af kirkens moral som humanitetens vogter.
Var det forkert at hjælpe nødlidende flygtninge?
Selve opstillingen af humanitet og legalitet som modpoler er farlig. Den er ikke nødvendigvist forkert, med den skal administreres med omhu. Det gør man ikke ved at skabe en situation hvor en tilstedeværelse af kampklædte betjente i en kirke, et sted mange betragter som ”guds hus”, er uundgåelig. Det var således hverken regeringen eller politiet, der vanhelligede kirken, men Per Ramsdal i egen person. Landets love skal repræsentere den menneskelige samvittighed. Gør de ikke det, skal man gribe til aktion og tage konsekvenserne heraf. Man skal også lade være med at bruge begreber som præst, kirke gud o.l. som undskyldninger for sine handlinger. Man kan bare fastslå at det er en grænse til det, man vil finde sig i. Landet befinder sig efter min mening i en uheldig udvikling, hvor uvidenhed og xenofobi bestemmer den politiske dagsordnen, hvor individet umyndiggøres, statslig kontrol forøges og retssikkerheden er beskadiget. Sagen om de afviste irakere er et godt eksempel på de usle vilkår vi skaber for vores medmennesker. Det var vigtigt at nogen reagerede og prøvede at hjælpe. Det viste nemlig at vi endnu ikke har mistet al menneskelighed. Per Ramsdal gjorde det rigtige, da han hjalp mennesker på flugt. Han skulle bare ikke have gjord det i sit embede som præst. Kirkens rolle er at inspirere og yde moralsk støtte uden at tilegne sig magt. For ellers er det ikke en åndelig instans længere men et politisk parti. Historien har lært os at det ofte ender trist når åndelige instanser får politisk magt. Det har vi set med kristendommen i Europa, og vi kan se det i dag i mellemøsten og asien hvor visse grupper prøver at tilegne sig politisk magt ved at henvise til højere, guddommelige principper. Vær forsigtig Ramsdal, for du risikerer at finde ud af, at den magt du har i kraft af den tillid nogle i befolkningen nærer til dig som en åndelig skikkelse er større end du tror.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar